Fra mark til vild natur: Ny aktør rykker ind

Den statslige Klimaskovfond har gennemført sit første jordkøb og rykker dermed direkte ind som ny aktør på markedet for landbrugsjord med ambitionen om at skabe varig skov og natur.

Artikel af Astrid Bjørg Mortensen, Chefkonsulent & kommunikationsansvarlig, Klimaskovfonden

Da dette er fondens første direkte køb af jord, har dialogen mellem Hekto&Co og Klimaskovfonden været både konstruktiv og faglig. “Det har været vigtigt for os at sikre et trygt og gennemskueligt forløb i forbindelse med Klimaskovfondens første jordkøb. Når landbrugsjord skal omlægges til skov og natur, følger der en række tekniske, driftsmæssige og juridiske forhold. Her har vores rolle som sælgers rådgiver været at skabe overblik og stille vores erfaring med større landbrugshandler til rådighed,” siger Brian Lambertsen, partner i Hekto&Co.

Som sælgers rådgiver har Hekto&Co bidraget med teknisk indsigt i landbrugsproduktion, arealforhold og praktiske spørgsmål ved opdeling af ejendommen. Denne ekspertise har skabt klarhed omkring de forhold, der indgår i en handel, hvor et større landbrugsareal efterfølgende skal omlægges til skov og natur, og har lagt et solidt grundlag for en smidig handel.

Klimaskovfonden har hidtil givet støtte til andre jordejere, der ønskede at rejse skov, men med en bevilling fra Novo Nordisk Fonden er det nu muligt at købe landbrugsjord direkte og omlægge den til varig skov og natur. Når skoven er etableret, skal ejendommen sælges videre som skov- eller naturejendom, så midlerne kan geninvesteres i nye arealer, der skal omlægges. Ifølge Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden, er formålet med jordkøbsmodellen både at øge tempoet i omdannelsen af landbrugsarealer og at målrette arbejdet med Den Grønne Treparts ambition om større sammenhængende skov- og naturområder. “Når vi køber arealer, skal det have en effekt på klimaet, men også på biodiversitet, drikkevand og vandmiljø. Vi vil prioritere arealer, hvor de på sigt kan bidrage til at der skabes større sammenhængende skov- og naturområder,” siger han.

Samme areal - flere funktioner

Arealet ved Lejrskov vil blive en del af et større sammenhængende skov- og naturområde, der inkluderer Kolding Ådal, Vester Nebel Ådal og Dons-søerne, og som er prioriteret i Kolding Kommunes biodiversitetsstrategi. Områdets ådale på begge sider gør det velegnet til skovrejsning, samtidig med at omlægningen vil nedbringe udledningen af kvælstof til Kolding Fjord. Derudover ligger arealet tæt på Trudsbro Vandværk, der leverer vand til to tredjedele af Kolding, og EWII Vand er derfor også engageret i projektet. Johannes Dalegaard Guldbæk, direktør i EWII Vand, understreger: “Ved at omdanne et sårbart område fra landbrugsjord til skov og natur sikrer vi, at der ikke bruges pesticider, som ellers kunne ende i grundvandet. Det er den bedste grundvandsbeskyttelse, vi kan ønske os.”

På de arealer, som Klimaskovfonden køber de kommende år, vil der både blive plantet blandet skov, skabt lysåben natur og områder, hvor skoven får lov til at udvikle sig gennem naturlig tilgroning. Eksisterende natur bevares og integreres i planlægningen, så fremtidige skov- og naturområder skabes med respekt for både biodiversitet, klima og lokalsamfund.

KØBERKARTOTEK

TILMELD DIG VORES KØBERKARTOTEK

Hos landbrugsmæglerne Hekto&Co er vi specialister i salg af danske landbrug og landbrugsvirksomheder. Vi føler os tæt forbundne med kulturen og har gennem mange år arbejdet med landbrug med højt til himlen, store herlighedsværdier og personlige livsværker.
TILMELD DIG HER